Emerentze rev Armen til sig, hun trak
Schawlet tæt om den; hun svøbte hele sig selv
ind i det, som for at dække sig for hans
Blikke. Der jog en heftig Rødme ned over
hendes Nakke og skyllede udover Kinderne,
saa det skimtedes under Pudderet — det
dirrede om Mundvigerne, som var hun nær ved
at briste i Graad. Og hun saa op paa ham
og sagde forbitret og ganske sagte: „Det
lader til, at Hr. Lieutenanten gaar i Skole hos
Capitaine v. Knarren. Og I er mintro! en
lærvillig Pebling.“
Lieutenanten reiste sig forvirret og ulykkelig Han gjorde et dybt og afmaalt Buk, slog Hælene sammen og blev staaende bleg og rank foran hende.
Intet havde været ham fjernere end at ville blessere en Dame, han høiagtede saa høit som Frøken v. Egekrantz, sagde han, og hans Stemme var saa varm og indtrængende, at ingen kunde være i Tvivl om at han talte sandt. — Hun maatte tilgive ham, bad han. Ikke kunde han selv nogensinde glemme, at han havde fortørnet hende — selv om det var skeet saa helt mod hans Vilje.
