Hun saa forundret hen paa ham; —
begynder Lieutenant Villum ogsaa nu at
sige dumme Complimenter. — Men han havde
sagt det saa alvorligt, næsten barskt; og han
var saa høitidelig af Væsen og Stemme, at
Emerentze uvilkaarlig maatte smile.
„Kokkepigehænder,“ sagde hun muntert og lod alle Fingre sprælle i Luften. Men han var lige høitidelig, saa hun lod Haanden falde tilbage, og nu sad de begge to og saa paa denne Haand, hvis Fingre var vaagnet og krummede sig nu og da ganske svagt.
„Det jeg finder saa skjønt ved denne Haand er, at den ikke er dækket af Smykker og Stene. Den Slags Stads synes ofte at være der for at skjule det magre og mangelfulde — ligesom en pragtfuld Klædning er der for at skjule et armodsligt Legeme. Men Eders Fingre trænger ingen saadan Klædning; — hver af dem er for sig som en liden skjøn Kvinde, og som al Skjønhed allerskjønnest i sin Ubedækkethed. Se, — de er som fem unge Søstre — nei som fem unge Nymfer er de, som fem unge nøgne Nymfer, der skjæ1ver efter Dans!“
