svai Bølgelinje fra Knæet ned til Silkeskoen; — Slæbet spredte sig som en broget Vifte udover Græsset; og Roserne i Brokaden dryssede overdaadigt hengjennem det saftige Vaargræs. Hendes nøgne Arm hvilte henover Bænkens hvidmalte Gelænder; Haanden hang døsig ned. Men der var ingen Svaghed i dens Døsighed; Haandledet var rundt og sterkt, Fingrene var ikke tynde og knoklede, som mange dengang ansaa som særdeles fornemt; de var fyldige og slanke; og der var ingen Ringe paa dem; de var ganske nøgne, — ganske nøgne var de, disse slanke fyldige Kvindefingre.
Lieutenant Villum vilde finde paa noget poetisk at sige om denne Haand og disse deilige Fingre; men han var ikke sterk udi det poetiske; han havde ikke kunnet lave et Digt om han havde siddet samfulde otte Dage ved sit Skrivebord, og han kunde nu aldeles ikke finde paa noget i Farten. Derfor sagde han ganske enkelt og klodset:
„De har saa deilig en Haand, Frøken v. Egekrantz! Jeg har saa længe siddet og seet paa den, at jeg er halvt forrykt.“
