Denne siden er korrekturlest
Saa kom den hvide Vaar — den Tid, da alting blomstrer. Nyperoserne langs Veiene, Frugttrærne i Haverne, Jasminerne om Lysthusene — alting blomstrer. — Da begynder det ogsaa at blomstre i de unges Sind; da rødmer de unge Kvindetanker som Æbleblomsten efter Solveir, de bøier sig i blyg Angst mod den Drøm, de bæver tilbage for, men som de længes efter skal blive til Virkelighed. — —
Consul Jan Seehuusen havde givet en af sine aarlige Fester ude paa sin prægtige Landgaard Men Plaisir. Og denne Fest havde været vellykket fra første Stund af; — Veiret var varmt og stille, Trærne stod nysprungne og speilede sig i den blanke Kil, den løvomvundne Æresport ved Indkjørselen
