fra, som Godtfolk paa Landet bruger — Aa nei — Storfolk pleier vel ikke sligt, tænkte Truls og gav sig til at gruble paa, om han skulde nævne noget om Toskillingen til sin Kvinde eller fordølge den, saa det kunde blive Udvei til en Pægl næste Gang han kom til Gastgivergaarden nede ved Havnen.
Tilslut blev han enig med sig selv om at fordølge Toskillingen ialfald foreløbig. Han lagde den saa snildt i et Hul under Stenhellen, hvor der boede en Siris, som senere paa Sommeren pleiede at synge til langt paa Nat. Da Truls havde gjemt Toskillingen hos Sirissen og puttet en liden Sten foran Aabningen, kom Kvinden med to Tallerkener rygende varm Grød. Og i Grøden var der et stort venligt Smørøie, og Kvinden havde spenderet en Spilkum nysilet Melk i Anledning Helgen. Saa Truls, der igrunden var en ærlig Sjæl, fik lidt ondt i Samvittigheden, naar han tænkte paa den fordulgte Toskilling.
Uden at ytre noget Ord satte de sig begge paa Dørsvillen og spiste Helgedagsgrøden, og da den svære Portion var sat tillivs, slikkede Truls baade Skeen og Tallerkenen omhyggelig,
