maatte falde hans Datter vanskeligt at finde sig tilrette heroppe; — hun var jo ung og havde ikke engang en Smule Arbeide at beskjæftige sig med. Hvorfor da ikke lade hende faa Lov til at dyrke den eneste virkelig standsmæssige Adspredelse som tilbød sig.
Det eneste, han havde imod, var at hun foretog disse Ture paa egen Haand. I Regelen lod han en af sine Oppassere ledsage hende, eller det hændte, at en af Garnisonens Lieutenanter fik Lov til at være hendes Kavaler. — Men hvis ingen af disse var forhaanden, havde hun undertiden redet alene — meget mod Oberstens Vilje. Man kunde ikke vide, hvad der kunde passere, og efterat hun sidste Pintseaften havde redet saa langt, at hun var kommet ganske paa Vildstraa og først var vendt hjem efter at det var begyndt at mørkne, havde hun maattet love ham dyrt og helligt, at hun for Fremtiden aldeles ikke skulde ride ud uden Ledsagelse.
Efterat Lieutenant Westerhuus var kommet til Byen, havde hun undertiden redet sammen med ham.
Obersten havde slet ikke ligt dette Følge-
