aandede; men Øinene var det mærkeligste af det hele; thi skjønt Øienlaagene næsten var helt tillukkede, saa havde man dog en besynderlig Fornemmelse af at hun saa paa en i Hemmelighed. Hun saa paa en gjennem Øienvipperne; men hvis hun en Dag vilde aabne begge disse store Øienlaag, da Vorherre bevare den, som rammedes af deres brune og gyldne og svimlende Straaleglans. —
— Paa en Maade havde Capitainen Ret begge Gange; for Frøken Emerentzes Udseende var ligesaa vexlende som hendes Væsen, og hendes Ansigt kunde skifte Præg ligesaa snart som hendes Humør.
Hendes Skikkelse maa vel nærmest kaldes høi og slank og af udpræget Race; men ingenlunde af den spæde blodløse og langnæsede Myndetype, som hine Tider ansaa for at være i særlig Grad aristokratisk. — Der var noget tæt og hedt over hele hendes Krop; hun gik paa Jorden, gjorde hun, hun svævede ingenlunde i Sfærerne. Hun bar sit lille kloge Hoved høit og modigt paa den frodige Hals; hun saa sig om og hun saa sig for med sine to muntre brune Øine; foreløbig
