Lieutenant Villum stod borte ved det aabne
Vindu. — Han svarede ikke Capitainen paa
hans Skjænd; — han stod og hørte paa en
Havesanger, som sad i den duggvaade Have
og fløitede sin Morgenhymne.
Aa, hvor det klang!
Og der sænkede sig over hans Sind en forunderlig Forventningsfuldhed; — ja, visselig! Skjæbnen stod nær ved ham og ventede.
„Hvem tror I den unge Dame kan være?“ spurgte han uden at vende sig.
„Ah — jeg forstaar nok, hvem Du har været ude for — det er Oberstens Datter, som er kommet hid, medens Du var borte. Hun er et høinæset Skabberak, min Dreng; — tag Dig iagt for hende. Emerentze hedder hun, Emerentze v. Egekrantz! Tag Dig iagt, siger jeg Dig. Tror Du ikke, at jeg selv forsøgte at gjøre mine Hoser grønne hos Hendes Høivelbaarenhed. Oho; en hel Aften, min Dreng; — jeg var — Drolen æde mig — til Lystighed for hele Regimentet en hel Aften. Men tror Du ikke, hun havde den Dristighed at fixere mig ret opi mit ærlige Ansigt! Tag Dig
