De talte heftigt og — som de pleiede — i
Munden paa hinanden; — medens Jomfru
Pepperlee rolig gik til og fra; nu kjendte hun sine
Pappenheimere! Slig havde de tordnet hver
evindelige Dag, saalænge hun havde kjendt
dem, indtil Vorherre naadigst havde berøvet
hende al Hørsel. Hun var stokdøv, saa for
hende kunde de gjerne buldre; det generede
hende ikke længer. Og hun havde jo stor
Hengivenhed for dem alle tre, det havde rigtignok
holdt haardt for hende at skilles fra det kjære
Kjøbenhavn, og den første Uge, hun var i dette
afskyelige Land, græd hun hele Tiden. Ak,
her var jo bare Bjerge og Sten og Hav og
ingen af de kjære Mennesker, hun i Kjøbenhavn
kunde pluddre sammen med til en rygende
Spilkum Kaffe. Sikkerlig var hun ogsaa
reist tilbage igjen — tiltrods for al sin
Hengivenhed — men Erindringen om den
rædselsfulde Sjøsyge, hun havde gjennemgaaet
for at komme hid, var saa uhyggelig, at hun
foretrak at forblive i dette gyselige Land fremfor
at lide hine Kvaler og Dødsrædsler.
— „Kan Du tænke Dig noget mere forrædersk end en saadan Springer,“ sagde Ca-
