Side:Krag - Krøniken om hr Villum.djvu/72

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
68

ikke denne Fornærmelse paa Consulen, — nei ikke det allerbitterste. Tværtimod syntes det ligefrem at more Consulen at faa Capitainen saa rasende, at han kom buldrende med sit „forløbne Kræmmerdreng“.

Thi Consulen havde sin Stolthed som Capitainen havde sin. I denne lille Krambod havde hans Farfader begyndt den Virksomhed, der nu i Løbet af henved et hundrede Aar var voxet op til at blive en af Landets første. Derfor skulde Kramboden staa og den gamle Dørklokke skulde være ham en stadig klingende Paamindelse om at gaa i sine Fædres Fodspor og ikke staa tilbage for dem i Flid og Agtpaagivenhed. —

— Var der end denne lille Lyde ved Consul Seehuusen, havde til Gjengjæld Capitainen intet at sige paa de to unge Lieutenanter. De var ganske efter hans Sind. De havde gjennemgaaet Akademiet efter alle Kunstens Regler og var slupne derfra med Livet og med en hærdet Krigers Syn paa Livet. De havde gjort sine Galskaber, det havde de. Og det var Ret. De havde ogsaa taget sin Straf for sine Galskaber; men var end Straffen