gives, at han ikke havde gjennemgaaet Akademiet som de andre. — Desuden kunde det heller ikke tilgives — nei aldrig i Evighed kunde det tilgives Consulen! — at han endnu holdt Krambod!
Det var virkelig høist upassende for en Mand af Consulens Elevation at holde Krambod med klingrende Klokke over Duren og Disk paa Gulvet i en liden Sjap, hvor der stinkede af Salt Sild og Finkel.
Capitainen ærgrede sig meget over denne lille Krambod; han tilbød dristigt Consulen hundrede Rigsdaler, hvis han vilde stænge „den væmmelige Kro“ — (et dristigt Tilbud, eftersom Capitainen i Tilfælde uværgerlig maatte have laant de nævnte hundrede Rigsdaler af Consulen selv).
Naar Capitaine v. Knarren var misfornøiet med Consulen, kaldte han ham derfor med et Skjældsord, som Capitainen selv fandt besynderlig krænkende.
„Kræmmerdreng!“ sagde da Capitainen, „fly mig for to Skilling Brændevin, Din forløbne Kræmmerdreng.“
Men til hans uforbeholdne Forandring bed
