sprungne Trær hang den som fine og festlige Dun.
Og hvor alt var besynderlig helgedagsstilt. Fuglene, som ellers jublede om Vaaren til sent paa Nat, tiede ganske stille, og om det saa var Bækkesilret, saa syntes det at dæmpes af denne Vaarkvældens varme Lysdis. —
Bonden Truls Olsen Dugene stod i Døren til sit lave rødmalte Hus og undrede sig over Veiret; — thi det stred mod alle de vanlige Aspekter og Mærker. Nu havde Truls saa sikkerlig ventet Regn til Pinstid; han havde Grund dertil; thi baade havde Katten spist Græs i to Aftener og Hakkespætten havde holdt et svare Spektakel om Morningerne, saa han havde turdet vove en Ort paa, at der skulde vanke vaad Pinse. Og da han desforuden havde faaet Værk i sin vonde Taa, kan man ikke sige noget om, at Truls undrede sig svare over denne Godveirsdis, som med et bredte sine sølverne Slør over den svarte Pløiemark og Smaaskauen i Oreholtet. Han maatte ind til sin Kvinde, som stod og stampede Grad til Helgen og berette om denne besynderlige Røig; og Kvinden
