Da Seirherren roede tilbage til Gaarden, gol
han hele Tiden stolt over, at ingen nu kunde
afbryde ham. Han gol virkelig saa naturlig,
at alle Gaardshaner rundt hele Vandet vaagnede
og gol med saa det klang i Morgenstunden.
Da Seirherren hørte dette, blev
han meget glad og hovmodig og gul til sidst i
Takt med hvert Aareslag.
Men da hørtes med et fra Blodholmen et forfærdeligt Brøl, og en svær uhyggelig Fugl, større end en Ørn, men af Form som en Hane, med blodrødt Hoved og svart ellers, — denne Belials Fugl løftede sig pludselig op fra tætte Skauen paa Holmen. Hans røde Næb var vidtaabent og der løb spidse Flammer derudaf. Og han slog nedover Seirherren i Baaden og huggede i hans Øine, indtil de blev til Vand og Blad og Galde, som løb udover hans Ansigt Saa tog Fuglen ende tilveirs og forsvandt i et stort Smeld, som spredte hvide Gnister langt udover baade Ager og Eng. Men da Gnisterne blev afkjulede, blev de til svarte Stene, tunge som Jern; — der findes den Dag idag slig en Sten paa en af de ældste Gaarde i Bygden.
