saalænge hun kunde udfinde et ondt Ord; og hun havde et Væld af Ondskab i sit Hjerte.
Saa reiste de til Vesterhus.
Og i Ensomheden deroppe havde hun forhærdet sit Hjerte fra Dag til Dag. Hun havde opdraget sig selv til ogsaa at hade det Barn, som hun skulde føde — fordi det var hans Barn. Ja, hun opdrog sig selv, fordi hun var ængstelig for, at hun kanske skulde kunne mildnes i sit Sind, naar hun hørte det første spæde Skrig — —
Men hun hørte dette Skrig uden at der rørte sig i hendes Sind andet end en vild Fortvivlelse over, at det ikke var en andens Barn, hun havde bragt til Verden.
Men dette Barn, som var Kjød af hans Kjød og Blod af hans forhadte Blod — det sendte hun fra sig og vilde ikke se det siden. —
— Og nu iaften, naar hun sad i Karossen og reiste bort fra det Liv, hun havde slæbt sig igjennem i fem pinefulde Aar, nu saa hun fremfor sig med store øde Øine. —
Nu kunde de gjøre med hende, hvad de vilde. Det kom hende ikke mere ved.
