vilde hjælpe hende — naar hun selv ikke kunde?
Hun gik i Ørske til sin Fader, — en galant Hofmand, en høi Officer, klog og indflydelsesrig — han maatte da kunne finde en Udvei — hun vidste, han havde ordnet mange Affærer stilt og diskret, naar der var nogen af Selskabet, som var kommet i Uleilighed.
— Han maatte da ogsaa kunne hjælpe sin egen Datter.
Men da han hørte, hvem Forføreren var, da var det forbi med hans Galanteri. Bondedrengen! Havde hun indladt sig med det Dyr, da skulde hun ud af hans Hus!
— Kanhænde han ikke havde ment det saa alvorligt med alle sine haarde Ord; kanhænde han ialfald vilde have foretrukket alt fremfor en saa hæslige Skandale som denne; — men før han fik tænkt sig om, havde hun taget ham paa Ordet og var rømt ud paa Landet. Saa skjælvende angst var hun blevet; hun kunde slet ikke tænke paa Redning mere. —
Hendes Flugt gjorde Faderen endnu mere forbitret; nu var der for ham bare ét at tænke
