— I denne Tid var det, at hun en Aften
traf en ung Vildstyring af Nordmand, og hun
saa med en svag Nysgjerrighed, at hun fra
første Stund af gjorde Mennesket ganske
forrykt. — Det morede hende paa en Maade at
se, hvordan hun virkede paa dette „Naturbarn“,
som hun kaldte ham. Han lagde nemlig
ingen Skjul paa sin ganske naragtige
Forliebelse; han gjorde sig rolig til Latter for hele
Selskabet, og veg ikke fra hendes Side hele
Aftenen, uagtet hun forhaanede ham lige op
i hans Ansigt.
Hvad brød han sig om det?
Hun kunde slet ikke blive ham kvit; da hun kjørte hjem stod han paa Trinet udenfor hendes Vogndør i sin tynde Selskabsdragt, bare for at kunne faa Anledning til at aabne Døren for hende og knæle i Sneen for hendes Fod og kysse Kanten paa hendes Kaabe.
Han var ganske vild efter hende, — og saa —!
Ja, hvad vidste hun? Saa ligegyldig hun var med alt sit —; hun lod det ske. — Hvorfor ikke? Hvorfor ikke netop han, som hun paa Bunden af sit Hjerte foragtede som et grovt og grimt Bondedyr — hvorfor ikke netop han?
