Hvordan var det skeet? Og hvorfor skulde det netop være ham? En indesluttet, ordknap, tungsindig Skikkelse; ganske ulig den Skare letsindige, glade og glitrende Junkere, som ellers omsværmede hende.
Akja — for en Daarskab; — men hvor denne Daarskab alligevel var jublende skjøn!
Hendes Elskov luede op som en Brand i en stor Skog; snart var hendes Sjæl og Legeme som omspændt af Flammer. — Hun saa ingen Udvei; — de raste om hende paa alle Kanter, og det, som gjorde dem saa blodigt røde, var netop dette, at hun aldrig kunde blive andet for ham end hans Veninde. —
— Naar hun nu sad i Vognen og tænkte tilbage, da glødede Trodsen opi hende, og hun sagde til sig selv: Hvorfor ikke hans Elskerinde?
Kunde kanske hun for, at det var en gift Mand, hun var kommet til at elske? Hvor jublende vilde hun ikke have skjænket ham sin Ungdom, sin Skjønhed, sin Uskyld! Og selv om Skammen og Ulykken var kommet over hende — aa, for hans Skyld! for hans Skyld! Hvor glad havde hun ikke baaret altsammen!
