bølge heftigt gennem Aarerne, — dette var dog Livet, selv om det var det gamle rasende Had, som atter bragte Livet til at bruse, og selv om saa denne Brus maaske iaften skulde slukkes i Stilheden og det store Mørke. —
— Nu og da syntes hun tydelig, hun hørte Hovslag; da skreg hun til Kusken, og han svang den tunge Svøbe over Hestene, saa de steilede og Skummet drev over deres Lænder i hede Strømme. —
— Først over Midnat blev hun saa rolig, at hun turde sætte sig ned paa Vognens Hynder. Og for første Gang paa lange lange Aar følte hun en stor Fred gjennem hele sit Væsen. Ikke vidste hun, hvorhen Veien nu skulde gaa, ikke vidste hun, hvad Livet nu vilde bringe hende af nye Ulykker.
Men dette var ialfald forbi.
Aldrig skulde hun mere vaagne i det forbandede Værelse og se de forhadte Ruder og de fordømte Fjelde derude. Aldrig mere skulde hendes Fod træde paa det Gulv, som var hans Eiendom, aldrig mere modtage den mindste Smule af, hvad hans var! — Aa for en Lette! For en Lette! —
