Stentøi, der stod paa Bordet, mod Bilæggerovnen, og da der ikke var mere Stentøi at knuse, fandt han paa at kaste med Tomflasker paa det guldindrammede Speil, som Vesterhusgubben havde indkjøbt til hin Glædesfest, da hans Søn vendte hjem fra Kjøbenhavn som nystrøgen Lieutenant.
Tilslut laa Gulvet bestrøet med Glasskaar og Splinter af Tin og Stentøi; han saa sig om efter mere, som kunde ødelægges; men saa faldt det ham pludselig ind, at nu — i denne Stund — reiste hans Frue fra Gaarden, og at han selv var den, som i Ørske havde sendt hende bort.
Men nei! gauled han, nei nei! og lagde Næven i Bordet igjen, saa Blodet sprat mellem Glasskaarene.
Han ravede afsted gjennem Stuerne, sparkede en stængt Dør op, saa den dinglede paa det øverste Hængsel, snubled ned af et Trin, tumled paa Hovedet i Gulvet, men reiste sig op igjen — blodig og endda olmere end før. —
Dræbes skulde hun, for Djævelen! Dræbes skulde hun i denne Kvæld, ud af Huset skulde hun, min Sæl! Men ikke levende
