Side:Krag - Krøniken om hr Villum.djvu/41

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
37

sagde bare: „I ere Kjuer tilhobe!“ og lo igjen.

Han havde forandret sig meget siden sidst, havde Lieutenanten. Svær af Krop var han blevet, og tyk og rød i Ansigtet. Og han, som før havde været saa stillefarende af sig, han brølede nu høit og lydt som en rigtig Basse og bandede som en Tysker. Og da han skulde gaa indad Bislaget og en af Tjenerne stod og maabede af Forundring og derfor ikke kom sig fort nok tilside, sparkede Lieutenanten ham i Lysken, saa Manden fik Mén deraf i lange Tider bagefter.

Udpaa Eftermiddagen gik han ind til sin Frue; — man hørte hans Stemme buldre derinde længe, — pludselig blev den til et eneste rødt Raut; man hørte Næveslag i Bordet og Knas af Træværk, som gik isønder. — Strax efter kom han tilbage fra hende, satte sig i Storstuen og lod bære ind Mad, Øl og Brændevin.

Nu aad han meget og længe og drak uhyre dertil. Efterhaanden som Rusen steg, tog han paa at snakke høit med sig selv, bande og le og slaa Ølkanden tungt i Bordet.