— Der var mange, som undrede sig over,
at Fruen ikke reiste bort nu, da der syntes
at være saa skjellig Grund for hende til at
vende tilbage did, hvorfra hun var kommen,
og hvor hun hørte til.
Men hun blev, hvor hun var. Maaske ønskede hun mindst af alt at vende tilbage did, hvorfra hun var kommen, — maaske hørte hun ikke til noget Sted mere.
Undertiden saa man hende paa Veien — især i sene Sommerkvælder, naar der var faa, som færdedes ude. Hun gik altid alene og bar-hodet. Hun havde et tyndt hvidt Silkesjal svøbt om Bryst og Ryg; altid gik hun med bøiet Nakke og med Skuldrene trukket høit op, som om hun frøs. — En Tjenestepige fulgte hende; men hun maatte gaa langt bagefter sin Frue, — bare være ved Haanden om hun skulde ønske noget.
Der fortaltes, at Fruen havde været sygelig i den senere Tid. Hun saa ogsaa bøiet og visnet ud. Hun gik langsomt, Skridt for Skridt, som voldte hver Bevægelse hende stor Pine.
Provsten havde etpar Gange været hos
