paa Vesterhusfolket, det kunde hvermand se; saa nu vidste man det; men derfor blev ikke Forholdet mellem hans Forældre mindre hemmelighedsfuldt, — især nu da Far hans var reist paa Langfærd.
Villum Vesterhus var han døbt som sine Fædre. Hans Amme sagde, hun holdt af ham, som skulde han have været hendes eget Barn; efterhaanden begyndte alle Folk i Bygden at synes at de ligesom ogsaa havde Godhed for Gutten. Thi han var den sidste af Vesterhusfolket, som i urgamle Tider havde hørt til der i Bygden. Og han var forladt af sine egne; derfor var det, som de alle syntes, de fik slutte sig sammen om ham og beskytte ham. — —
— — Lieutenant v. Westerhuus blev borte i etpar Aar uden at nogen hørte fra ham. Imidlertid skjøttede Gaarden sig selv. Foreløbig gik dette ikke saa galt, som man havde Grund til at vente; — Vesterhusgubbens strenge Aand hvilede endnu over hans Tjenestefolk, og desuden kunde man jo hver Dag vente, at Sønnen kunde dukke op, saa hver Mand gjorde sin Pligt — ialfald saa nogenlunde.
— Men saa kom der pludselig Bud om,
