dan skulde det nu komme til at gaa paa Vesterhus?
— Nytaarsdag drog Lieutenanten fra Bygden. Han kjørte selv i den store Karosse; men bagefter kom tre Slæder, og paa dem alle stod der tunge Kasser og Kister. Og der hviskedes om, at baade Kasserne og Kisterne var fulde af Vesterhusgubbens Penge og Kostbarheder. — Saa det var ligt sig at Lieutenanten agtede sig paa Langfart nu; skjønt han havde saavist ikke sagt nogen et Ord om hvad eller hvor.
— Hans Frue blev igjen. Hun boede i det Rum, hvor hun var blevet vist hen, dengang hun kom, og hvor hun havde født den Søn, som hun fremdeles ikke vilde se. — Han havde faaet en Amme fra en Heigaard østerpaa. Og Ammen var et muntert og frodigt Menneske; naar det var Solskin, kom hun ofte dragende paa Kjælke med Gutten. — Og da kan man nok forstaa, at hele Bygden skulde hen og se paa Barnet. — Det var en sterk Plugg af en Gut. Svart Haar havde han og svarte øine, der havde et gløgt Udtryk saa liden han end var. Han lignede
