Engang havde han svaret: „Hører Du
ikke? Klokkerne? De ringer i Kjærka.“
Men der var saavist ingen Klokker som ringte
midt paa svarte Natten.
Og en anden Gang: „Der kommer nogen kjørende. Det er salig Fruen — Det er salig Fruens Hjemkomst. Det er langveisfra. Svær Vogn maa det være. Hører Du ikke det rumler?“
Men det havde ikke været noget som rumlede. Altingen var saavist saa tyst og stille.
— Rart var det saamæn sommetider derude, og havde hun ikke vidst bedre, kunde hun ofte tro, at han havde Omgang med Spøgelser og snakkede med døde Mennesker slig han bar sig. —
— En Vinter havde Villum været skrøbelig nu og da; han havde hostet meget og ynket sig om Nætterne. Og en Morgen i Marts kom der Bud til Major v. Knarren, at nu maatte han nok komme til Hr. Villum
