Majoren havde for gode Ord og Betaling
faaet et sterkt og paalideligt Fruentimmer til
at være hos Villum og stelle for ham, saa
han ikke rent skulde forkomme derude i Ensomheden. —
— Af hende fik Majoren høre, hvordan Villum havde det, og hun vidste at berette, at han i mange Maader var noksaa fornuftig; thi han stelte endnu med sine Fiskegarn; dem saa han til hver Morgen og satte dem ud hver Aften; der var saamæn ingenting at sige paa hans Paapasselighed i saa Maade. — Han var ogsaa svær til at skyde alskens Vildt som han altid havde været, og Hunden Diana var at kalde hans uadskillelige Ven, saa det endog kunde siges at være lidt formeget af det gode, efterdi hun dog kun var et umælende Dyr. Thi hun aad ved hans Bord og hun sov i hans Seng og hende snakkede han med tidlig og sent, medens han ikke spenderede et Ord paa noget Menneske saalangt Aaret var. —
Og hvad der kunde synes næsten bespotteligt var at han hver Kvæld sad og læste høit for Dyret af en Postille, som Tjeneste-
