hende bare græde. Han søgte ikke at trøste hende med milde Ord eller ved at tage hendes stakkels Haand mellem begge sine. Han stirrede ret frem for sig; hans Ansigt var graat og forgræmmet; undertiden slikkede han sig om de smale tørre Læber. Og der flakkede op i hans Øine en dunkel og rasende Glød.
Men taus sad han, ret op og ned i Vognen, og lod hende græde og sagde intet. Da de kom til Vesterhus, stod Gubben barhodet i det store rødmalte Bislag. Han var en gjæstfri Mand; naar der kom Veifarende til hans Gaard, pleiede han altid at staa der for at ønske Velkommen tilgaards, — det var gammel Sæd her paa Vesterhus, og naar han var hjemme, turde ingen vise sig for at tage imod de Reisende, forinden Gubben selv havde hilset dem velkommen.
Derfor stod han ogsaa nu paa Stenpallen foran det røde Bislag, men da han fik se, hvem den Reisende var, som ikvæld kom tilgaards, skreg han i, den gamle, og tog sig for med Næven i Bislagstolpen.
Lieutenant Villum gik lige hen til sin Fader og
