gik frem og tilbage for at lede efter Spor; for troligvis havde det været et Dyr, som havde traakket rundt Huset. Gud ved — her skulde være en Gaupe, som holdt sig en Plads inde paa Heien, — det var ikke utroligt, at det var slig en Kar som havde lusket her, og da skulde en faa se —!
Villum fandt ogsaa Spor; der var store Traakk gjennem det duggede Græs; men dette var ikke Far efter Gaupe eller andet Vildt; det var Spor efter Mennesker! — det var brede Mandsstøvler, som havde skridtet gjennem Græsset. — —
— Villum blev lidt betænkt; — hvad kunde dette være for Folk, som havde slig Braahast at de rendte sin Vei, naar Folk tog i Døren.
— Hm. Jaja — bedst var det at han ikke gik for langt fra Huset, om nogen skulde komme ubuden tilgaards. Egentlig skulde de have været vester ved Udslaatten og stelt med den kantefærdige Høiløen. — Men for Sikkerheds Skyld blev de ved Husene og gav sig til at grave op den svære Træroden i Kanten af Tunet; den havde været ham til Forargelse i Aar og Dag. —
