lutter Sorg og Ulykke; — ja nu var hun varslet. Og kom hun ikke til den gamle Furuen sør for Voilevatne den Lørdagskvæld, som nu var aftalt, saa laa der en blodig Vei foran hende og tre røde paa hver Side af Hjertekortet, saa den Sag var sikker nok. —
— Kari Kviksølv nævnte intet til Villum om dette Besøg. Og da den aftalte Lørdagskvæld kom, blev hun siddende hjemme. Det fik heller gaa som det kunde; men hendes Hjerte hængte saa sterkt ved Villum, at hun ikke kunde faa sig til at forlade ham, — nei, saa sandelig! Hun kunde det ikke, selv om der laa aldrig saa mange røde Kort og truede paa hver Side af Hjertekortet.
— Sommeren gik tilende og intet hændte. Tilslut troede Kari at Gamlekjæresten hendes havde slaaet sig tilro. Kanske havde han fundet en anden, som han nu vandrede med. Det kunde være noksaa troligt for alt det, hun vidste; siden hendes Moder havde været her dengang ivaares, havde hun intet hørt fra ham; saa nu følte hun sig tryggere for hver dag, som gik. —
— Udpaa Høsten kom Truls nogle Dage til
