Karis Moder var en kløgtig Kone; hun havde
seet alt i Livet og kjendte Mandfolkene. Nu
var hun krum og styg og tandløs, skjønt hun
ikke var mange og tredive Aar; men hun havde
seet godt ud i sin Tid, saa der var nok af de
Mandfolk, som havde slaas for hendes Skyld.
Og selv havde hun tre fire dybe Knivflænger
paa Armer og Hals; dem havde hun faaet af
skinsyge Elskere, som havde „mærket hende“
paa Grund af Troløshed.
Saa hun vidste nok, hvad hun snakked om, den lille svarte Kvinde. Og hun mente som saa, at Villum kunde være bra nok; til en Bumand at være maatte man sige, at han var ganske særs; men han var ikke af deres Folk. Det maatte Kari huske; og en ægte Romani skulde vogte sig vel for at indlade sig med Bumænd; det hævnede sig før eller siden. Vendte hun ikke nu tilbage til Gamlekjæresten, saa vilde det sikkert gaa hende ilde. Hidindtil havde hendes Folk taalt, at hun havde slaaet sig til her; men hun gjorde nok rettest i at vende tilbage nu; det skulde hun betænke.
Og da Kari fremdeles var tvivlraadig, lagde hun Kort for hende og læste i Kortene