hanstid. Hun kjendte nok den Furuen, og hvis hun kom, skulde alt være som før, men hvis hun lod ham gaa forgjæves, skulde hun ikke have gjort det for intet.
Kari Kviksølv blev urolig; hun kjendte Gamlekjæresten og vidste at han var Kar til alt, naar han blev yr af Elskov eller Brændevin.
Nu havde han siddet inde i flere Aar, og det varikke for andet end at han havde stukket en Kjørekar fordærvet.
Men Kari vidste nok, hvad han havde gjort uden at blive opdaget. Aa, alt det han havde betroet hende! Fik nogen det at vide, kunde han sagtens „miste Knappen“ baade to og tre Gange.
Nei, han var en alvorlig Kar, og naar han nu sendte sligt Bud som dette, saa vilde han ikke være at spøge med, hvis hun ikke lystrede.
Kari og hendes Moder havde en lang Prat om dette — de sad sammen i Kjøkkenskorstenen og røgte og drak en Pægl Brændevin, som Moderen havde med; — Villum var ude med Garnene, saa det gjorde ikke noget om Kari drak og røgte, noget han havde forbudt hende.
