Og naar hun nu havde opsøgt dette
Menneske og talt saa smukt og venligt til ham,
da havde han belønnet hende paa denne
Maade.
Gud i Himlen! Ja, hendes Fader havde havt Ret! Hun havde virkelig dengang staaet paa Ulykkens yderste Rand, dengang da hun havde fattet Elskov til dette raa og onde Menneske.
Men nu forstod hun først tilfulde, at hendes Fader dengang havde værget hende mod en forfærdelig Skjæbne.
Hun takkede ham i hans Himmel og hun takkede sin Gud, fordi han saa naadig havde bevaret hende.
Og hun strøg Villums Billede ud af sit Sind for evig. —
— Samme Eftermiddag gik Villum ud i Skauen.
Fantejenten vilde være med ham; — men han slængte hende barskt tilside; han var olm i Øinene, saa hun turde ikke snakke til ham.
I flere Dage saa hun ham ikke, og da han endelig kom tilbage, var han mørk og faa-
