Side:Krag - Krøniken om hr Villum.djvu/270

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
266

heftige Sindsbevægelse, begyndte hun at gruble over, hvordan dette egentlig kunde haenge sammen.

Dette Menneske havde hun virkelig engang elsket! Dette raa og gemene Mandfolk, som havde vovet at kraenke hende saa dybt, som hun aldrig i sit Liv var krænket, — ham havde hun elsket!

Du gode Gud! Nu turde hun endelig tilstaa det for sig selv. Hun havde virkelig baaret hans Billede i sit Hjerte alle disse Aar, og mangen Gang havde hun gjort sin gode skikkelige Nicolai stor Uret i sine Tanker, især i den første Tid, da hun ligefrem fandt ham løierlig i Sammenligning med hin Villum, som havde vakt saadan Storm i hendes Sind. —

Ja, der var sandelig gaaet Aar og Dag, før hun var faldt tilro. — Men den sidste Tid af hendes Ægteskab havde dog været helt harmonisk og smuk, — hun havde følt sig ganske lykkelig og forstaaet at hendes Fader havde havt Ret, da han havde sagt at hun ene og alene kunde finde denne Lykke blandt de Mennesker og ide Forhold, hvor hun hørte til.