lige og syndige Pigeansigt, steg der en heftig Blodrøme op over hendes Hals og hendes Kinder. Hun vendte sig myndig og stolt mod Villum: „Er det slig I lønner min Godhed? At I ikke skammer Jer! Faa dette frække Fruentimmer bort, saa jeg uhindret kan komme bort fra dette Sted.“
Villum trak Fantejenten hen til sig.
„I gjør hende stor Uret, naadige Frue!“ sagde han rolig. „Denne unge Pige er min bedste Ven, I maa ingenlunde krænke hende. — For nu skal I vide, at ikke har hun vanhelliget det hellige; hun har været saa stolt, at hun turde skjænke det til den, hun selv valgte. — I skulde atter engang bede Jer Gud om Tilgivelse, fordi I ikke engang var saa stolt som hun.“
Emerentze vilde svare; — men Villum afbrød hende; — med et mistede han al sin Selvbeherskelse.
„Gaa!“ skreg han. „Hvad kommer I her for! Aa, hvorfor skulde I dog komme! Gaa!“ — og stampede i Gulvet.
— Da Emerentze sad i sin magelige Bærestol og var blevet nogenlunde rolig efter sin
