Side:Krag - Krøniken om hr Villum.djvu/267

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
263

teret. „Tror I ikke, jeg kjender Eders Forhold! Alt hvad jeg hører om Jer, fylder mig med Forfærdelse. I som engang var en god Mand og en tapper Officer, — I lever herude i den kummerligste og uværdigste Fornedrelse. — Jeg kjender det Liv, I fører, som alle gode Mennesker maa foragte som usselt og nedrigt. — Har I da Raad til at være saa stolt at skyde den Haand tilside, som rækkes Jer med Bøn om at maatte hjælpe Jer op af denne Fomedrelse, — den eneste Haand, som har været Eder trofast i Eders Nød — tiltrods for alt.“

„Jeg har ingenlunde Brug for denne Trofasthed, Eders Naade. — Det var engang jeg havde Eders Trofasthed behov. Da forraadte Du mig, Emerentze, og det kunde Du jo have ladet være dengang. Nu trænger jeg hverken Trofasthed eller Barmhjertighed mere. I er mig kun en Fremmed, som kommer ukaldet i mit Hus, og hvis Nærvær ingenlunde er mig kjært. Mere har vi vel neppe at skulle have sagt hinanden, naadige Frue!“

Hun havde reist sig op isin fulde Høide; — hun var forbitret og hun var krænket; —