i sin Krog med korslag1e Arme; nu og da pustede han tungt og besværligt.
„Som jeg før sagde Jer, har I været saameget i mine Tankersiden jeg kom hid tilbage, og jeg vilde ikke reise hjem igjen, forinden jeg endnu engang havde seet Jer og talt med Jer. Og, min bedste Ven! I har jo forstaaet, hvor ondt dette Møde har gjort mig. At se Jer hensat i denne Situation, — ja, I maa tilgive mig; men det har virkelig gjort mig saa ondt, saa ondt. — Og jeg kan ikke skilles fra Jer før jeg har spurgt Jer om en eneste Ting. Kjære, bedste Hr. Lieutenant! Vil I ikke tillade mig at tilbyde Jer min Assistance? Ingen behøver derom at faa noget at vide, og I kan ingen større Glæde gjøre mig end at modtage dette Tilbud fra mig, som dog er Eders gamle Veninde fra Ungdommen af.“
Villum lo lidt; og sagde saa ganske roligt: „Jeg takker Eders Naade; men jeg tør forsikre, jeg har det saa godt som jeg kan ønske. Jeg trænger ikke den Barmhjertighed, Eders Naade er saa venlig at tilbyde mig!“
„Hvorfor dog saa stolt!“ svarede hun irri-
