det store Lønnetræ. — Kan I erindre det, Lieutenant v. Westerhuus?“
Men da Villum ikke svarede, fortsatte hun: „Ja, I har været saameget i mine Tanker, og nu forstaar jeg først tilfulde, hvor I engang maa have været mit Hjerte nær. Dette tilstaar jeg aabent; vi er snart gamle Mennesker begge; derfor tilstaar jeg det ogsaa for Jer. Og jeg har bedt Gud om Forladelse for min Synd dengang. Jeg har bedt ham tilgive, at jeg kastede mine Øine paa Jer, Lieutenant v. Westerhuus, uagtet jeg var en andens Brud, og Gud har ogsaa tilgivet mig; det føler jeg i min Samvittighed. Derfor har jeg ogsaa faaet Kraft til at tilgive Jer, Lieutenant v. Westerhuus. Jeg har tilgivet Jer al den Sorg og Kvide, I forvoldte mig og mine, — o, al den ubeskrivelige Skam og Bitterhed, som kastede sine Skygger over mange Aar af mit Ægteskab og som græmmede min elskede Fader til hans sidste Dag. Alt har jeg tilgivet Jer, LieutenantVillum; — jeg forsikrer Jer! Bed nu ogsaa I Gud om hans Tilgivelse.“
Heller ikke nu svarede Villum; han sad
