her er saa megen Sorg at mildne, ak, den som bare formaaede at naa langt nok.“
Villum var gaaet hen i sin Krog igjen; der sad han med Armene overkors og hørte paa hendes milde varme Stemme. — —
„Og nu havde jeg besluttet mig til at se igjen det Land, hvori min Fader og jeg henlevede nogle uforglemmelige Aar. Jeg kommer herop, jeg gaar omkring paa de Steder, hvor jeg færdedes dengang; — ak, nu er jeg jo snart en gammel Kone! Men naar jeg nu færdes paa disse Steder, da er det som Ungdommen atter er mig saa ganske nær. Og da vil I nok ogsaa kunne forstaa, at I ofte kommer i mine Tanker. Ak, Lieutenant v. Westerhuus! Da jeg kom herud passerede jeg et Sted hvor der stod et stort Lønnetræ paa en Eng, og der var nogle gule og røde Blomster som groede mellem Græsset; — det Sted saa jeg igjen idag, og jeg har erindret det Sted hele mit Liv, — jeg har seet det for min Sjæl ligesaa tydeligt som jeg idag saa det for mine Øine. Kan I erindre det —? Vore Heste stod og græssede under
