sad henne i sin Krog og hørte rolig paa hendes Hulken. Endelig snudde han sig urolig paa Stolen. „Jeg har det godt,“ sagde han. „Eders Naade skal ingen Taarer ofre for min Skyld.“
Men hun hulkede fremdeles; endelig tørrede hun Øinene, betragtede ham længe og medynksfuldt, rystede paa Hovedet og gav sig til at græde igjen.
Villum reiste sig braatt; gik et Slag bortover Gulvet. Han Var bleven lidt blegere; en spids, gullig Glans tændtes i begge hans Øine. —
Han stansede foran hende: „Hvad vil I mig?“ sagde han haardt.
„Ih, Gud! Hvorfor taler I saa strengt til mig? Og hvorfor spørger I saa, hvad jeg vil Eder? Det er ikke smukt gjort, Lieutenant Villum; men jeg vil dog svare Jer paa Jert Spørgsmaal. — Jeg staar nu helt alene i Verden; min Fader er død for mange Aar siden, og ifjor mistede jeg min kjære Mand. Gud har nægtet mig Børn, saa nu staar jeg virkelig ene i Verden. — Og nu har jeg intet andet at foretage mig end at mildne den Sorg og Ulykke jeg ser rundt om mig. Og
