værste Fant; Skjæg og Haar stod i Tufs om Ansigtet, Hænderne var grove og svarte af Muld og Slid, Arbeidsstøvlerne var i Filler — Taaen stak ud paa den ene; — og alt dette skulde hun se, der hun stod fin og pyntet og rund og velbeholden og betragtede hans Filler og hans Armod.
„Værsaagod!“ sagde han kort, da han havde børstet Stolen saa ren, han kunde faa den. Selv gik han hen og satte sig i den mørkeste Krog.
Jo, hun havde ganske rigtig staaet og seet paa ham — ak! denne skidne, buskede Krøbling kunde det virkelig være hendes Ungdoms Villum, som hun i alle disse Aar havde gjemt længst inde i sit Sind som et sødt og farligt Klenodie, hun bare turde tage frem en sjelden Gang, naar hun var blødt og sørgmodig stemt. — Og saa var dette ham! Dette var virkelig hendes Ungdoms Villum! O, hvor Livet var ubarmhjertigt mod hende!
Hun brast i Graad og sank ned paa den børstede Stol, — „at jeg skulde se dig slig i en!“ hulkede hun.
Han svarede ikke paa en Stund. Han
