Side:Krag - Krøniken om hr Villum.djvu/261

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
257

han skimte, at det var en svært stadselig Dame — lidt førladen var hun vist ogsaa; den side Kaabe gjorde hende kanske sværere end hun i Virkeligheden var, og saa stod hun med Ryggen mod ham, — som i meget dybe Tanker.

Men da hun hørte ham støde den vonde Fod mod Dørsvillen, vendte hun sig pludselig og tørrede sig hurtig henover Øinene med sin Lommedug.

Villum blev staaende midt i Døren; — min Gud! dette kunde da ikke være muligt! —

„Kjender I mig ikke, Lieutenant Villum?“ Det var Emerentzes Stemme, — samme varme Klang som dengang, saa ung og lys og vemodig, som da han hørte den sidst.

Han vidste ikke af nogenting — han gik frem i Stuen — „Min Gud er det Jer,“ han vidste ikke selv han sagde det, men hørte sin egen Stemme, den lød grødet og ukjendelig.

Uvilkaarlig gav han sig til at tørre af en Stol med sit uldne Ærme; javist var den støvet og skidden; alt herinde var uflidd og uordentlig. — Og selv var han fæl som denl7 – Vilh. Krag: Krøniken.