kom hid med broget Bærestol og lystige Lakeier.
Diana slikkede ham over Haanden med en tør og brændende Tunge, men altiét snakkede hun med dyb og anklagende Røst, som vilde hun rigtig indtrængende berette ham, hvad der var gaaet for sig, medens han havde været borte.
„Naanaa,“ sagde Villum, „dette skal vi nok faa Rede paa —“ og gik videre.
Gudhjælpemig — stod ikke Gadedøren vidtaaben; — nei, de Folk generede sig saavist ikke. —
Villum var ikke saalidet morsk, da han gik opover Trappen; — hvem var det, som trængte sig ubuden ind i hans Hus? Han vilde faa være ifred, vilde han, og ikke havde han sendt Bud efter nogen — mindst af alle slige, som kom med Bærestol og lystige Lakeier.
Da han kom ind Forstuen, saa han en Dame inde i Værelset. Der var noksaa skomt derinde; Vinduerne var smaa og grønne og skidne; saa det var kleint med Lys selv Sommerdag. Men saa meget kunde
