Han stod længe og betragtede sig selv med Velbehag; — Solen tittede just ind gjennem de grønne, smaarudede Vinduer, og alt var ganske stille i det store Hus, som nylig havde været fyldt af Festens Brus og Latter.
Tilsidst satte Gubben begge Hænderne i Siden og smilede til sig selv. Større og større blev Smilet; tilslut brast han ud i Latter, — han lo, han lo og hoppede rundt paa Gulvet.
„Tvi!“ sagde han. „Og tvi!“ Og han spyttede i øst og i vest, som han vilde spytte dem ud alle disse fantefornemme Herrer, som havde været hans Gjæster i denne Kvæld.
Hans Lystighed varede længe; men saa stansede han bratt op, gik hen til Speilet igjen, denne Gang saa tæt ved, at han kunde se sig selv lige ind i Øinene.
„Det gjorde vi Djævlen ta mig godt! Her svor Lieutenant Villum von Westerhuus og jeg!“
Men nu var hans Ansigt med ét blegt og hans Stemme haard og stille og fuld af Had.
