Dugene, at Gaardsdrengen Villum ingenlunde var nogen Tjener, men en meget fornem Mand. Thi selv om han og Truls mangen Gang havde siddet gemenslig tilsammen og drukket den billige Finkel saa gedulgt i Kammerset, — saa havde der dog altid været noget ved denne Gaardsdreng, som han ikke havde kunnet begribe før nu.
Men nu begreb han det. Efter de slemme Prygl stod det ham endog ganske klart; — men dette gjorde ham saa rent forfærdet, at han rendte paa Skauen.
Han maatte have fat i sin Kvinde; — hun stod og stablede Furuved i Kløven og tænkte paa ingen Fare.
Men da hun havde hørt det forfærdelige, som var hændt, blev hun endnu ræddere end Truls og vilde ikke gaa hjem, men lægge sig fore i en Sommerløe, hvor der endnu laa etpar Dotter Høi.
Saa maatte jo Truls snakke hende tilrette; og først sent paa Kvælden kom de snigende hjem til sit eget Hus.
De lettede paa Bislagklinken — saa forsigtigt, saa forsigtigt; men de hørte ingen-
