Rigtignok havde Truls idagmorges snakket
om nogle Gjærder, som var saa kleine udaf
Snøen ivinter; — de var brødne ganske
isønder og maatte stelles, før Krêtturet blev
sluppet paa Skauen.
Men utroligt var det, at Truls skulde afsted for at stelle med Gjærderne selvsamme Dag som han havde talt derom; — han pleiede isandhed ikke at være saa snar i Vendingen.
Villum gav sig til at hauste; men da ingen svarede, hinkede han afsted; — Jenten sov sagtens en Stund. En fik prøve at finde Folk før hun vaagnede igjen.
Men saameget Villum end ledte, fandt han dog ingen. Han løb hid og did, hvor han tænkte sig, de kunde være, eller hvor de ialfald kunde høre hans Røst; men da det altsammen hjalp lige lidet, ruslede han hjem igjen. — Vond var han og bande gjorde han; men da han kom til Skaubrynet ovenfor Tunet, blev han først vond for Alvor; — thi da hørte han Skrig og Skraal nede fra Huset, — han saa Fantejenten komme springende udaf Bislaget med Bylten under Ar- 16 — Vilh. Krag: Krøniken.
