Side:Krag - Krøniken om hr Villum.djvu/244

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
240

havde fri omkring hans Nakke, skjulte sit Ansigt ved hans Bryst og hulkede stilt og saart som det arme ensomme Barn, hun i Virkeligheden var. —

Det varede længe, før Villum kom frem til Truls Dugenes Hus. — Stien var stenet og vond at gaa for hans kleine Fod; og desuden maatte han bære hende varsomt og hvile nu og da, naar hun ynkede sig af Smerte.

Men da de endelig kom frem, laa hun og sov trygt i hans Arm. — Han bar hende ind i sit Kammer, lagde hende paa sin haarde Feltseng, bredte Aaklædet omhyggeligt om hende, og fik Bylten med det døde Barn puttet ind til hendes Bryst.

Men da han først havde faaet hende bragt i Hus, følte han sig saa klodset og raadvild; han forstod ikke, hvad han nu skulde gjøre for at hjælpe den syge Pige.

Nei, han maatte nok se at faa fat i Truls og hans Kvinde; men de var ikke tilstede. Ikke var de i Huset, heller ikke i Fjøset eller Stalden — Gud ved, hvor de havde gjort af sig netop nu, naar han for engangs Skyld trængte til dem.