Joho — denne Gangen var det saavist rigtigt nok.
Men hvad Slags Traakk dette var, kunde ikke Villum forstaa. Ikke var det Mennesketrin og ikke var det Dyrefod; — det var som om noget slæbte langsomt henover Marken og lagde sig ned stundimellem.
Villum kastede Næverstykket, han holdt i Haanden, og hinkede afgaarde saa fort som hans vonde Fod kunde greie. Og da han kom forbi Hjørnet, saa han noget besynderligt.
For opover Græsbakken — mellem Rabber og Enersnar — kom der krybende et ungt Fruentimmer med en Bylt under Armen.
Villum kunde strax se, at dette var ikke noget almindeligt Bondefruentimmer, slige som de pleiede at arte sig paa disse Kanter; de var store, blonde, firkantede og ligesom søvnige i alle Led.
Men denne var svart og smidig som en Orm; det var en ung og fast Krop, saa Villum, og hendes Ansigt var gyldent som en blank Oliven.
Det var en Skøierjente, var det, en Tatertøs af værste Sort.
