Denne siden er korrekturlest
En Dag udpaa Vaarkanten, da Villum stod og stellede med Nævertækningen paa sit Hus, kvak han til med ét; — der kom sligt et rart Skrig inde fra Skauen.
Tro hvad det var for Slag?
Han blev staaende og lytte; for sligt et forunderligt Skrig havde han aldrig før hørt. Og nu skulde han da sagtens kjende hver Lyd af alle de Skauens Dyr, som fandtes heromkring.
Men nei — alt det han lyttede efter, saa kom der ikke noget igjen. Det blev med det ene Skriget, og han gav sig atter til at tukle med Næveren; — det var ugreit Arbeide for hans svære uvante Hænder, saa han glemte snart det rare Skrig fra Skauen.
Men saa — længe efter — var det, som han hørte et Slags Traakk bagom Huset. —
