Modejunkere og Verdensmænd — haahaa! Nu kunde de se! — Hvor var de ikke støvede og krøllede og løierlige i Sammenligning med hans Gut, som kom blank og fin og slank som en Junker direkte fra Kjøbenhavn.
Og slig som han førte sig, saa høireist og stolt mellem alle de fordums hovmodige! Nei, der var sandelig intet mere hos ham, som skulde minde om den forbandede Bondeherkomst. Intet i hans Tale, intet i hans Væsen, intet i hans Manerer; — nei, hans Gut gjorde ham ingen Skam! Gud velsigne ham for denne Dag og denne Glæde! —
— Den Kvæld gik Vesterhusgubben fra Stue til Stue, og han bare saa paa sin Søn. Han nød sit Værk. Se, en ny Tid var runden for Ætten, set nu skinnede en af deres Folk mere hovmodigt end dem, som til denne Dag havde været regnet for de første og fineste i Landet.
Og tidlig paa Morgenen, da han efter gammel Vane havde stængt Stabbur og Stuer og alle Gjæster var gaaet tilro, da stillede Gubben sig inde i Storstuen foran det store forgyldte Speil, som han havde anskaffet sig til Festen.
