ud, — saa han Spøgelser? Denne Stemme kjendte han, og disse tungsindige Øine, og dette Smil — —
„Villum!“
Den duknakkede Bondemand stansede sin usle Krikke, vendte sig paa Agefjælen og lo. Men i det samme var han grebet af Majorens Arme, trukket ud af Kjærren og knuget mod hans Bryst, saa Krikken snudde sig og saa forundret tilbage.
„O, Din Skjælm!“ hulkede Majoren. „O, Din forbandede Dreng!“ — Men nu kunde han ikke faa mere sagt — slig hulkede han — med Hovedet skjult ved Bondemandens grove Kofte.
„Villum!“
„Kamerat!“ lo Villum og forsøgte at frigjøre sig for Majorens livsfarlige Favntag. „Lad det nu være godt, gamle Kamerat!“
„Jeg er ganske tosset,“ stammede Majoren og tørrede Taarerne bort fra sine Øine. „Og hvor Fanden skal jeg begynde med alle mine Spørgsmaal Dette er jo Dig! Men hvordan er det, Du ser ud? Hvor kommer Du fra? Hvor Djævelen har du været henne? Og
