lerne og gjorde ham endnu sværere, end han kanske i Virkeligheden Var.
„Gudsfred,“ sagde Fremmedkaren og steg ind over Svillen.
Truls saa, at han steg langt og vondt paa det ene Ben; han reiste paa sig hver Gang, han traadte paa det, — men dette gjorde ham sletikke godsligere i Truls’s Øine.
Men han fik fare fint frem, saalænge den anden ikke gjorde Skarnsstykker.
„Ja — Du faar tage tiltakke,“ sagde Truls.
Og nu begyndte han at spørge Fremmedkaren ud — hvor han var fra og hvad hans Bestilling var og sligt. Den fremmede svarede noksaa greit: han kom egentlig ovenfra Landet lidt længer østerpaa; — fra en Plads som hedte Vesterhus; men det var gaaet ud med Ætten; tilslut var det bare Armoden igjen. Saa havde han været udenvælts; han havde været Soldat, men faaet Foden skamferet. Og nu duede han ikke til at krige mere. Han fik slaa sig ned herhjemme og prøve at friste Livet ved alskens Arbeide. — Om kanske Truls havde Brug for ham?15 – Vilh. Krag: Krøniken.
